Tønder Kommune er 50 demensvenner rigere
Tønder Kommune har i forbindelse med et projektet "Fælles om demens – demensvenlighed er menneskelighed i Tønder Kommune", som grundlæggende handler om at skabe et mere demensvenligt samfund, haft arrangementer forskellige steder i kommunen, for at komme tæt på dem der bor i kommunen.
Til arrangementerne blev deltagerne præsenteret for visionerne på ældreområdet, demensprojektet Fælles om demens – demensvenlighed er menneskelighed i Tønder Kommune og mødte den lokale demenskoordinator for det pågældende lokalområde samt Frivilligcenter Tønder.
De nye demensvenner er primært frivillige i lokale foreninger, men også repræsentanter for interesseorganisationer og naturvejledere deltog.
Sundhedsudvalgsformand Anette Abildgaard Larsen udtaler:
”Det er fantastisk, at vi i Tønder Kommune har så mange engagerede mennesker med store hjerter. Vi kommer til at møde flere mennesker med demens nu og i fremtiden, særligt i Tønder Kommune. Det er derfor godt at se, at der er så mange i frivillige og foreninger, som har opmærksomhed på at hjælpe og støtte, så man kan fortsætte et socialt og aktivt liv med demens. Det er både godt for livskvaliteten og kan være med til at forsinke sygdommen i at udvikle sig.”
I Tønder Kommune er der cirka 400 mennesker med demensdiagnose, og det estimeres til at være cirka lige så mange, som lever med sygdommen, men uden diagnose.
Det er forventeligt, at andelen af personer i Tønder Kommune med demens vil stige over de næste år. Derfor er det centralt, at flere får viden om demens, og om hvordan man kan hjælpe og støtte, så det er muligt at fortsætte et aktivt og socialt hverdagsliv.
Tønder Kommune har et større projekt, som skal gøre kommunen mere demensvenlig, hvor der blandt andet arbejdes på at skabe muligheder for at have et aktivt og socialt hverdagsliv med demens og udbrede viden om demens.
Der er mulighed for at læse mere om projektet, og hvordan man kan hjælpe og støtte sine medmennesker med demens, samt orientere sig om demens i Tønder Kommune på hjemmesiden www.demens.toender.dk